Erhvervsaffaldsgebyr 2011
Baggrund
Fra 1. januar 2010 trådte nye, landsdækkende regler om erhvervsaffald i kraft. Reglerne får betydning for langt hovedparten af landets virksomheder.
Virksomheder skal betale et gebyr for de affaldsordninger, som kommunen stiller til rådighed. Gebyrerne skal betales, uanset om virksomheden benytter affaldsordningerne eller ej. Nogle få typer virksomheder kan dog blive fritaget for hele eller dele af affaldsgebyrerne.
Hvem bliver opkrævet gebyrer?
Affaldsgebyrerne opkræves hos virksomhedens ejer – tidligere fik grundejeren regningen. Opkrævningen sker på baggrund af et udtræk fra 1. januar 2011 fra CVR-registret af virksomheder, som har et aktivt P-nummer i Fredensborg Kommune. Gebyrerne bliver opkrævet for hvert P-nummer, der er i virksomheden.
Gebyret opkræves i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 48 stk. 1. og Affaldsbekendtgørelsens (nr. 224 af 7. marts 2011) § 61.
Ca. 1.900 virksomheder i kommunen er i 2011 omfattet af reglerne og skal betale erhvervsaffaldsgebyr.
I Affaldsbekendtgørelsens bilag 7 er specificeret enkelte brancher, der fritages for gebyrerne, hvis de samtidig har 0-1 ansatte. I Affaldsbekendtgørelsens bilag 8 er listet en række virksomhedsformer, som fritages for gebyrerne (f.eks. anpartsselskab med 0 ansatte).
Endvidere er virksomheder med en samlede omsætning under 50.000 kroner, to år før gebyråret, også fritaget gebyrerne.
Disse virksomheder er således på forhånd fritaget og opkræves ikke erhvervsaffaldsgebyrer.
Hvad dækker gebyrerne?
Der er store forskelle på, hvor meget den enkelte virksomhed skal betale.
Når virksomheden har pligt til at betale erhvervsaffaldsgebyr, betyder det, at der skal betales, uanset om man benytter de forskellige ordninger eller ej.
Erhvervsaffaldsgebyret dækker omkostninger til planlægning og administration i forbindelse med erhvervsaffald, virksomhedernes mulighed for at benytte genbrugspladserne og ordning for farligt affald.
Byrådet har besluttet en gebyrstruktur, der består af 4 takster: et grundgebyr samt gebyrer for hhv. farligt affald, genbrugsplads og dagrenovation. Opkrævning er delt op, så du kan se, hvor meget din virksomhed betaler, og hvad der betales for. Du kan se taksterne nederst på siden.
Grundgebyr: Dækker udgifter til administration, planlægning, anvisningsordninger, regulativer, information, en fælles national regulativ- samt affaldsdatabase, mv.
Gebyr for farligt affald: Dækker udgifter til administration og driften af ordningen for farligt affald, herunder beredskab for farligt affald. Virksomheder kan bl.a. aflevere op til 200 kg/år på genbrugspladser.
Genbrugspladsgebyr: Dækker virksomheders andel af udgifterne til genbrugspladserne. Adgangen er i princippet fri, dog kun adgang for biler med en vægt på max. 3.500 kg plus eventuelt en trailer.
Genbrugspladsgebyret er i henhold til lovgivningen differentieret, idet håndværkere og anlægsgartnere betaler mere end øvrige virksomheder. Fordelingsnøglen er ens i hele landet. Der er 4 størrelser af genbrugspladsgebyret:
Øvrige virksomheder m.v. : 0,5 x gebyr
Håndværkere og anlægsgartnere (0-1 ansatte): 4 x gebyr
Håndværkere og anlægsgartnere (2-10 ansatte): 6 x gebyr
Håndværkere og anlægsgartnere (over 10 ansatte): 8 x gebyr.
Hovedparten af alle virksomheder opkræves ½ genbrugspladsgebyr
Dagrenovationsgebyr: Dækker afhentning af dagrenovation på virksomheden. Gebyret fastsættes efter den ydelse, der stilles til rådighed, fx antal tilmeldte enheder eller beholdervolumen. Alle virksomheder skal være tilmeldt med mindst én tømning på 110 liter / uge.
Hvem er fritaget?
Alle virksomheder med omsætning under 50.000 kr i 2009 fritages.
Særlige branchekoder (se bilag 7) med 0 eller 1 ansat er fritaget,
Særlige virksomhedsformer (se bilag 8) med 0 ansatte.
Der er endvidere mulighed for at søge fritagelse for gebyrerne, hvis det kan dokumeteres, at virksomheden ikke anvender kommunens genbrugspladser eller ikke har en egentligt affaldsproduktion.
Taksterne 2011
På Byrådsmøde d. 21. juni 2010 blev taksterne for erhvervsaffaldsgebyret for 2010. Taksterne fastholdes i 2011 og er følgende:
- Grundgebyr: 395 kr./år
- Farligt affaldsgebyr: 375 kr./år
- Genbrugspladsgebyr:1.325 kr./år
- Dagrenovation: Efter tilmeldt volumen, dog min. 110 l./uge.
Alle beløb er ekskl. moms.
Grundgebyr og gebyr for farligt affald er gennemsnitsgebyrer, dvs. der betales et lige stort gebyr for alle de omfattede virksomheder.
Gebyret til genbrugsplads og dagrenovation er i henhold til lovgivningen differentieret.
Langt størsteparten af de ca.1.900 virksomheder kan nøjes med at betale det laveste genbrugspladsgebyr, ca. 663 kr./år. Få virksomheder (ca. 250 stk.) kommer til at betale mere. Det er primært håndværker- entreprenør- og anlægsgartner-firmaer. Her gradueres også efter antallet af ansatte. For de største virksomheder bliver gebyret op mod 10.000 kr. årligt for adgangen til genbrugspladserne.
Opkrævning
Opkrævningen sker via forbrugsafgifter, og vil blive sendt særskilt til virksomhedens ejer i maj-juni 2011.
Opdatering af CVR-oplysninger
Kommunen modtager oplysninger fra CVR – det Centrale Virksomheds Register. CVR modtager oplysninger fra Skat, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og ATP. Virksomheden skal selv kontrollere, at oplysningerne i CVR er korrekte. Kommunen foretager udtræk hvert år. I år er udtrækket foretaget d. 1. januar 2011.
Kommunen opfordrer alle virksomheder til at sikre, at de oplysninger, der står om virksomheden i CVR-registret, er korrekte, speciel mht. aktive cvr- og p-numre, antal ansatte og branchekode. Virksomheder skal selv rette henvendelse til registret, fx via: CVR-registeret.
Eventuelle mangler og ændringer skal oplyses til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, på tlf. 33 30 77 00 eller via hjemmesiden www.webreg.dk