Udskriv denne side

Nyheder

onsdag d. 15. januar 2020

Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune 13.1.2020


Den nye affaldsordning kommer til Fredensborg Kommune i foråret

Der er godt nyt til de mange borgere, som længe har efterspurgt en langt bedre affaldssortering i Fredensborg Kommune. Den nye ordning indføres etapevis fra foråret 2020.

I løbet af foråret 2020 begynder Fredensborg Kommune at indføre den nye affaldsordning, der skal sikre, at vi genbruger mere og behandler vores ressourcer mere cirkulært - og dermed også bidrager til at løfte en både national og global dagsorden.

”I Fredensborg Kommune vil vi gerne bidrage til at skabe en mere bæredygtig fremtid for alle. Det kan vi gøre ved at sortere vores affald i de nye særskilte beholdere til glas, papir, pap, metal og plast”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, der håber at borgerne også vil opleve det som en forbedring, at de snart kan sortere affaldet lige ved deres bolig.

Kommunens borgere kan fremover sortere deres affald enten ved en kollektiv affaldsløsning i deres bebyggelse eller ved individuelle beholdere ved husstanden.

”Når du har sorteret dit affald, sørger vi for - i samarbejde med Fredensborg Forsyning og Norfors - at affaldet bliver samlet ind, og at de forskellige affaldsfraktioner bliver holdt adskilt helt frem til behandlingsanlæggene. Dermed sikrer vi, at sorteringen gør en forskel og alt ender, hvor det skal”, siger Flemming Rømer, formand for Infrastruktur- og Teknikudvalget.

Indførelsen af den nye affaldsordning sker etapevis i løbet af foråret 2020. Først med de boligforeninger i Kokkedal, Nivå, Fredensborg og Humlebæk, der er klar til ordningen.

Det præcise tidspunkt for, hvornår ordningen indføres for enfamilieboliger, er endnu ikke fastlagt, men et godt bud er tidligst ved slutningen af 2020.

Alle husstande modtager i god tid trykt informationsmateriale om de nye ordninger samt en sorteringsvejledning. Byrådet har tidligere besluttet, at den nye ordning skal indføres med en fleksibel tilgang.

I informationsmaterialet beskrives også kravene til, hvor beholderne skal stå, dvs. indretning af adgangsvejen og pladsen.

Kontakt:
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A) tlf. 25 29 19 42
Udvalgsformand Flemming Rømer (O) tlf. 22 21 25 96