Spar på vandet

Vores grundvandsressource er begrænset - og et stort vandforbrug er dyrt for dig. Så derfor bør du spare på drikkevandet, hvor det er muligt. Læs her vores 20 vandvittige gode råd til, hvordan du kan spare på vandet...

Løbende vandhane tæt på

Vær opmærksom på dine vaner og undgå løbende vandhaner uden formål.

Kontroller jævnligt efter om der er utætte vandinstallationer på din ejendom. Dette kan gøres ved at aflæse vandmåleren om aftenen, når alle er gået i seng, og igen om morgenen før nogen bruger vand. Hvis aflæsningerne er forskellige, tyder det på, at der er utætheder i vandinstallationerne, som skal udbedres.

En dryppende vandhane eller især et toilet, hvor vandet står og løber koster dyrt - og kan nemt koste flere tusinde kroner om året! Derudover kan du have gavn af følgende råd:

20 VANDVITTIGE GODE SPARERÅD

  1. Skift til vandsparehaner (evt. berøringsfri vandhane) og sparebrusere, når du køber nyt.
  2. Med etgrebs-armaturer i håndvaske og køkkenvaske og armatur med termostat i badet, opnår du hurtigere den ønskede vandtemperatur og undgår at spilde vand til indregulering af temperaturen.
  3. Tag brusebad i stedet for karbad (et varmt karbad koster ca. 14 kr.) og prøv at begrænse længden af dine brusebade ( luk eventuelt for vandet, når du sæber dig ind).
  4. Luk for vandet når du børster tænder eller barberer dig.
  5. Du behøver ikke skylle af, før du fylder opvaskemaskinen - nøjes med at skrabe madrester af.
  6. Hold øje med utætte haner og løbende cisterner.
  7. Når du skal købe nyt toilet, køb et to-skylstoilet, der kun skyller med enten 3 og 6 eller 2 og 4 liter vand pr. skyl. Ældre toiletter bruger 9 eller 12 liter vand pr. skyl.
  8. Fyld vaskemaskine og opvaskemaskine helt op.
  9. Vasker du ikke op med opvaskemaskine, så vask op i en balje og ikke under en rindende vandhane.
  10. Se efter energimærke når du køber ny vaskemaskine. Gå efter A eller B. Mærket viser: Energiforbrug for 100 vaske, Vandforbrug pr. vask, Centrifugeringsevne og Støj. Vaskemaskiner skal ifølge det nye energimærke (A-G) have et vand- og energisparende program under navnet Eco 40-60. Når vaskemaskiners energimærke bestemmes, gøres det ud fra energiforbruget ved Eco 40-60-programmet.
  11. Se efter energimærke når du køber ny opvaskemaskine. Gå efter B eller C. Mærket viser: Energiforbrug pr. 100 opvaske, Vandforbrug pr. opvask på ECO-program, Varighed af ECO-program, Antal kuverter og Støj.
  12. Brug vaskebold i vaskemaskinen og spring forvasken over.
  13. Brug en balje når du skyller frugt og grønt og brug vandet til havevanding bagefter. Undgå rindende vand!
  14. Sæt en flaske vand hver dag i køleskabet så drikkevandet bliver helt koldt, så behøver du ikke lade vandet løbe hver gang du skal have koldt vand at drikke.
  15. Du behøver kun lidt vand i gryden, når du koger grønsager mm. Hvis låget slutter tæt klarer dampen kogningen.
  16. Brug spand og børste/klud ved bilvask i stedet for vandslange - eller brug vaskehallen!
  17. Havevanding bør ske med vandkande i stedet for med haveslange og helst om aftenen, hvor fordampningen er mindst. Lad være med at vande græsplænen.
  18. Opsamling af regnvand er med til at spare på vandforbruget og kan benyttes til havevanding, krukker, vinduesvask og bilvask. I køkkenhaven kan du dog ikke bruge regnvandet, fordi regnvandet efter passage på tagflader, tagrender og nedløbsrør kan indeholde forurenende og sundhedsskadelige stoffer! Regnvand er faktisk ofte rigtig godt til bilvask og mange planter fordi regnvand indeholder mindre kalk end vand fra vandhanen.
  19. Drop spa, pools og store badebassiner. På varme sommerdage kan man til de mindre børn bruge en stor balje eller et mindre badebassin. Skal hele familien i vandet, kan I tage på stranden eller i svømmehallen. Vandet fra de store pools/bassiner kan heller ikke genbruges til havevanding eller andet, fordi man ofte tilsætter kemikalier som f.eks. klor.
  20. Tjek måleren. Det vil altid gøre det nemmere at holde vandforbruget nede, hvis man som gulerod kan glæde sig over besparelserne :-)
...

 

Du er forpligtiget til at lukke af for vandhaner og ledninger du ikke benytter - eller som ikke skal bruges i længere tid, for eksempel i sommerhuset.