Problemer med kloakken?

Undgå problemer med kloakken - husk det er altid billigere at forebygge skader end at udbedre dem.

kloak problemer - Teknologisk Institut

Hvis det lugter mærkeligt og vandet forsvinder langsomt når du trækker ud i toilettet eller det lugter af kloak inde eller ude, kan det være tegn på, at kloakken er stoppet.

I sådanne tilfælde er det en god ide at begynde med at løfte dækslet på den brønd der typisk er placeret ved din grundgrænse (skelbrønd).

Hvem har ansvaret?

Er din skelbrønd fuld af vand, kan det være tegn på, at vores hovedledning er stoppet og du bør derfor hurtigst muligt kontakte:

Fredensborg Forsynings døgnvagt, via hovednummer: 3529 4400,

så eventuelle problemer kan blive udbedret. Fredensborg Forsyning afholder i dette tilfælde alle udgifter til udbedring af problemerne.

Er skelbrønden derimod tom, er problemet på din egen kloakledning og du bør derfor kontakte et spulefirma, autoriseret kloakmester eller Fredensborg Forsyning, så skaderne kan blive udbedret. I dette tilfælde skal du selv afholde alle udgifterne.

  • Det er Fredensborg Forsynings ansvar, at sørge for at spildevand afledes fra stueetagen og andre etager over kælderniveau, på en effektiv og velfungerende måde.
  • Det er grundejerens ansvar, at sørge for bortledningen af spildevand fra kælderniveau.

Læs mere her om hvem ejer kloakken og hvem har ansvaret

Vand i kælderen

Når det regner kraftigt øges risikoen for vand i kælderen, især i de områder hvor regn- og spildevand bortledes i samme kloakledning (fællesledning).

Hovedkloakken er ikke dimensioneret til at bortlede vandet ved meget kraftige eller længerevarende regnskyl. Det betyder, at hvis det regner længe eller meget kraftigt, vil vandet stuve op i kloakledningen og i nogle tilfælde vil vandet stuve videre tilbage i stikledninger og ind i private kældre. Du vil især være udsat for vand i kælderen, hvis din kælder ligger lavt i forhold til hovedkloakken.

Andre årsager til vand i kælderen:

  • Defekte rør.
  • Utætte installationer.
  • Grundvandet står højt.
  • Hovedkloakken er stoppet til.

Defekte rør

Kloakledningen som fører spildevand væk fra dit hus kan være defekt, eller med tiden være blevet for lille til at kunne bortlede tilstrækkeligt med vand, væk fra din grund. Ledningen kan også med tiden være blevet fyldt med trærødder. Dette kan betyde, at spildevandet ikke kan afledes til hovedkloakken.

Utætte installationer

En mulig årsag til vand i kælderen kan være, at tagnedløbsbrønde tæt på huset eller vandrør er utætte. Desuden kan en utæt kloakledning, tæt ved eller under huset, forårsage vand i kælderen ved kraftige regnskyl.

Grundvandet står højt

Nogle steder kan grundvandet stå højt i forhold til din kælder. Grundvandet kan også være steget efter en periode med meget nedbør. Forhøjet grundvand vil du kunne se og mærke, idet jord og kældervægge er fugtige.

Hovedkloakken er stoppet til

Nogle gange sker det, at hovedkloakken stopper til eller bryder sammen. Så kan spildevandet ikke komme væk og løber tilbage gennem stikledningen og ind i kælderen.

Fredensborg Forsyning forsøger at forbedre de nye anlæg, så de kan håndtere større mængder regnvand og spildevand. Det er dog altid svært at forudsige vejret og vores indsats er derfor ikke nogen garanti for, at der ikke kan opstå problemer med vand i kælderen. Det er derfor ejerens eget ansvar at sikre, at der ikke sker problemer med vand i kælderen.

Tiltag for at mindske vand i kælderen

Du kan fjerne eller minimere risikoen for vand i kælderen ved at installere højvandslukke eller pumpe.

Pumpen sørger for, at spildevandet bortledes og ikke presses tilbage op gennem afløb.

En højvandslukke lukker automatisk ved pres tilbage mod kælderens afløb og kan også lukkes manuelt, hvis du er bortrejst. En højvandslukke må ikke etableres på en ledning, der tilføres regnvand og skal som regel anbringes så tæt ved den oversvømmelses ramte installation som muligt. En Højvandslukke skal installeres af en autoriseret kloakmester.

Gode råd

  • Rens tagrender jævnligt så blade og kviste ikke tilstopper tagnedløbs brøndene.
  • Sørg for, at alle kloakbrønde er nemme at komme til at rense.
  • Hvis jorden skrider eller sætter sig, er det tegn på, at der er noget galt.
  • Hvis du har installeret højvandslukke eller pumpe, skal du jævnligt kontrollere funktionen.
  • Overvej om du har brug for afløb i din kælder.
  • Undgå store træer i nærheden af kloakledningerne, da deres rodnet kan ødelægge rørene.
  • Fej ikke jord, grus o.lign. i rendestensristen ved vejen. Det samler sig i brøndens sandfang og stopper regnvandssystemet.
...

5 årsager til oversvømmelse af din bolig (Videncentret Bolius):

 

Flere gode råd til hvordan du sikrer dig mod kraftige regnskyl og skybrud