Drift lige nu

Miljømæssig slambehandling

Slammineralisering er miljørigtig og bæredygtig slambehandling.

slammineraliseringsanlæg

Der er forskellige metoder til at behandle og afskaffe overskudsslam fra renseanlæg. På to af Fredensborg Forsynings tre renseanlæg foregår behandlingen af slam dels i et slammineraliseringsanlæg og dels på centrifuge.

Ved slammineralisering bruges naturens egne metoder til at afvande og nedbryde de forurenende stoffer, der er i spildevandet ( fra vaskepulver, rengøringsmidler o.lign.), og mineralisere slammet til gødning.

Særligt miljøvenligt ved slammineralisering er, at både slamkvaliteten forbedres og samtidig afvander slammet uden brug af energi og afvandingskemikalier. Slammineraliseringsanlægget omdanner slammet til et brugbart gødningsprodukt, der kan køres ud på landbrugsmarkerne.

Det er Kvælstof og Fosfor i slammet som gør, at det er godt til at gøde marker. Eftersom Fosfor er en knap ressource, er det vigtigt at give næringsstofferne tilbage til markerne.

Fredensborg Renseanlægs slammineraliseringsanlæg har ni bassiner til slam. De er blevet renoveret i 2015/16 for at fungere optimalt. Der behandles årligt cirka 185 tons slamtørstof på slammineraliseringsanlægget på Fredensborg Renseanlæg.

På anlægget ledes slammet fra bunden af klaringstanken til et bassin, der er tilplantet med tagrør. Bunden af bassinet er forsynet med et drænsystem, der leder drænvandet tilbage til renseanlæggets tilløb. Beplantningens funktion er at skabe struktur i slammet, lede luft ned i slammassen og øge fordampningen af slamvand.

Inden slammet køres til landbrugsmarkerne kontrolleres, at det overholder grænseværdierne for miljøfremmede stoffer samt, at koncentrationen af tungmetaller i slammet ikke er for højt.

 

Sammenfattende har Fredensborg Renseanlægs slammineraliseringsanlæg følgende miljømæssige fordele:

  • Bygger på et princip om at udnytte naturens egne virkemidler
  • Ingen brug af kemikalier og et minimalt energiforbrug
  • Godt arbejdsmiljø
  • Ingen lugtgener
  • Reduktion af miljøfremmede stoffer
  • Slammet genanvendes som gødning i landbruget
  • Næringssalte som Fosfor gives tilbage til markerne
  • Transport til bortskaffelse af slam er reduceret, da det har et højt tørstof indhold.

Hertil kommer, at økonomien i slambehandlingen er god i forhold til flere andre behandlingsmetoder.

Et computeranlæg, SRO-anlæg sikrer en effektiv Styring, Regulering og Overvågning af anlægget – og dermed at alle renseanlæggets funktioner kører optimalt og tilpasses den mængde spildevand, der kommer ind i anlægget. Udover at sikre, at vores udledningstilladelser overholdes, hjælper den automatiske styring også med at sikre, at rensningen foregår med så lavt et energi- og kemikalieforbrug som muligt.

Læs mere om spildevandsrensning på vores tre renseanlæg