Kloakforsyning
Spildevand fra dig til naturen.
Nedenstående illustration beskriver de mest anvendte metoder til rensning af spildevandet:

Håndtering af spildevand er afgørende for folkesundheden og miljøkvaliteten i vandmiljøet. Faktisk er det helt grundlæggende for samfundet, at der er styr på spildevandet, og at håndteringen og rensningen af spildevandet fjerner de sundhedsskadelige bakterier og stoffer fra miljøet. Ovenstående skitse viser princippet i spildevandsbehandling. På renseanlæggene sker en meget effektiv fjernelse af organisk stof (BI5), og næringssaltene kvælstof (N) og fosfor (P). Siden iværksættelsen af den første vandmiljøplan i firserne er udledningen fra renseanlæg reduceret med 93 % for organisk stof, 80 % for kvælstof og 96 % for fosfor.
Tungmetaller og miljøfremmede stoffer
I renseanlæggene er det ikke muligt at fjerne alle tungmetaller og miljøfremmede stoffer i processen. En stor del vil blive tilbageholdt i slammet, men en række stoffer fortsætter med det rensede spildevand ud i vandmiljøet. Det er derfor en god idé at forebygge og fjerne stofferne ved kilden – både for at stofferne ikke skal ende i miljøet, og fordi det giver mulighed for at genanvende slammet som gødning. I det nationale overvågningsprogram for vandmiljøet undersøges 36 renseanlæg for tungmetallerne arsen, bly, cadmium, chrom, kobber, kviksølv og zink, og koncentrationen af tungmetallet i det vand, der forlader disse renseanlæg ligger generelt på niveau med de fastsatte kvalitetskrav.
Udløbet fra en række udvalgte renseanlæg undersøges hvert 3. år for indholdet af de miljøfremmede stoffer: LAS (vaskemidler), nonyl-phenoler, phtalater (blødgørere) og PAH (polyaromatiske kulbrinter).
Af andre miljøfremmede stoffer kan nævnes hormonforstyrrende stoffer og bromerede flammehæmmere. Der forskes i at afprøve og videreudvikle avancerede rensemetoder for de miljøfremmede stoffer, men som nævnt er den bedste løsning at fjerne stofferne ved kilden.