Spørgsmål og svar - Spildevandsrensning i landområde

Se svarene ved at klikke på spørgsmålene:

Hvad er en Trixtank?

Trixtank er en typebetegnelse for en trekammertank. Tanken overholder kravene HVIS den er stor nok, dvs. med et volumen på 2m3 eller større. De fleste Trixtanke ligger erfaringsmæssigt i størrelsesordenen 1,4-1,6 m3.

Skal et pileanlæg plantes om hvert 3. år?

Nej, man beskærer 1/3 af pilen hvert år, man planter ikke nyt.

 

Hvilke afgifter skal betales, når man har eget anlæg?

Der skelnes mellem 2 forskellige afgifter, spildevandsafgift og vandafledningsbidrag.

Spildevandsafgiften betales til staten (men opkræves af Kloakforsyningen), og betales uanset om man er medlem af Kloakforsyningen eller ej.

Afgiftssatserne fremgår af § 8 i "Bekendtgørelse af lov om afgift af spildevand"

Vandafledningsbidrag betales som medlem af Kloakforsyningen. I 2023 er prisen 38,69 kr. inkl. moms. pr. m3 afledt spildevand. Prisen fastsættes af Byrådet.

 

Hvis man tilmelder sig Kloakforsyningen, hvem laver så jordbundsprøver og
grundvandspejling?

Det gør Kloakforsyningen, hvis der er mulighed for at lave nedsivningsanlæg på ejendommen.

Må der kobles regnvand på renseanlæggene?

Nej, regnvand/tagvand skal ledes udenom bundfældningstank og renseanlæg. Overfladevandet kan frit ledes til det eksisterende (dræn)afløb (blot det er udenom bundfældningstanken og renseløsningen).

 

Ved privat fællesanlæg, hvad skal der tages højde for af servitutter, tinglysninger osv.?

Det er en god ide at lave et spildevandslaug og få tinglyst projektet, men det er ikke noget krav for godkendelse af projektet fra Kloakforsyningens side.

 

Kan en tinglysning for 4-5 ejendomme slås sammen til en samlet?

Ja, det er muligt.

 

Hvor leder man udløbet fra et minirenseanlæg hen?

Til eksisterende dræn/afløb.

 

Kan man søge tilskud til etablering af anlæg?

Nej, der er ingen tilskudsordning.

 

Hvordan etablerer man nedsivningsanlæg, hvis der er hældning i terræn?

Nedsivningsanlæg kan i de fleste tilfælde etableres således at de følger terrænkurverne. Sivestrengene skal ligge lige med svag hældning samt være jorddækkede.

 

Hvordan måler man volumen af bundfældningstanken?

Ud fra tankens indvendige diameter og afstanden fra vandspejl til bund. Det luftfyldte volumen tæller ikke med.

 

Hvis man tidligere har fået godkendelse til at aflede spildevand via Trixtank til dræn, og dette er blevet tinglyst, er det så en godkendt løsning?

Nej, ikke i dag, men det var det engang. Kravene er blevet skærpet betydeligt, og der stilles i dag krav om at spildevandet renses yderligere. Retten til at aflede renset spildevand står stadig ved magt, men spildevandet skal renses bedre.

 

Hvilken indflydelse har man som borger på placeringen af et renseanlæg, hvis man tilmelder sig Kloakforsyningen?

Reglen er, at borgeren selv bestemmer hvor bundfældningstanken står – og Kloakforsyningen bestemmer placeringen af anlægget. I praksis vil det dog altid foregå i en dialog mellem borgeren og Kloakforsyningen i forbindelse med et lodsejerbesøg. Erfaringsmæssigt er der meget sjældent problemer med at nå til enighed om den mest fordelagtige placering, hvor der tages hensyn til drift og i høj grad den enkelte borgers ønsker.

 

Hvordan dimensioneres minirenseanlæg?

Minirenseanlæg dimensioneres efter antal personer i husstanden. Et 5 PE anlæg dækker 1-5 personer, 10 PE anlæg dækker 6-10 personer osv. Et 5 PE anlæg er dimensioneret til en max belastning på ca. 200 m3 årligt, hvis det skal relateres til vandforbrug.

 

Hvad gør man hvis man har egen vandboring, dyrehold - og dermed et øget vandforbrug? Kan man få separat afregning af husholdningens vandforbrug?

Ja, der er mulighed for at afregne efter bimåler.

 

Er der ikke penge at spare overordnet set, ved at lave fællesløsninger i det åbne land. Disse kunne evt. være fællesanlæg eller kloakering.

Rensningen af spildevand i det åbne land omfatter også tryksat kloakering af tættere bebyggelser. For en stor del af ejendommene i det åbne land, er det ikke økonomisk forsvarligt at kloakere, da separat løbende spildevands- og regnvandsledninger bliver dyrere end enkeltløsninger. Det kan dog af og til vise sig hensigtsmæssigt at kloakere enkelte ejendomme, hvis velbegrundede henvendelser og ønsker om kloakering fra borgere taler for det. Vand og Spildevand har, efter ønske, i nogle tilfælde ændret beslutning til tryksat kloakering.

 

Hvilket anlæg vælger Kloakforsyningen oftest, hvis man tilmelder sig?

Anlægsvalget afhænger meget af den enkelte situation. Der findes udover nedsivningsanlæg 5 godkendte typer af minirenseanlæg, der hver især har deres fordele. Alle minirenseanlæg renser godt i forhold til de enkelte krav. Valget er altså ikke givet på forhånd, men bliver taget på et lodsejerbesøg.