Fredensborg Forsynings boringer og vandværker

Fredensborg Forsyning distribuere 95% af drikkevandet i Fredensborg Kommune. Læs her om kildepladser, boringer, vandværker og vandtårne.

Veksebo vandtårn

Vandforsyningen i Fredensborg Kommune

Fredensborg Forsyning distribuere drikkevand fra de almene vandværker Sjælsø, Endrup og Humlebæk. Et alment vandværk forsyner mindst 10 ejendomme. Disse 3 vandværker forsyner større byområder som Nivå, Kokkedal, Fredensborg og Humlebæk samt en del mindre bysamfund og enkeltejendomme.

Fredensborg Kommunes gældende vandforsyningsplan kan ses her:

Fredensborg Forsynings vandværker og vandtårne

I 2021 udgjorde den samlede drikkevandsmængde 2.028.865 m³. De 859.638 m³ blev leveret fra Sjælsø Vandværk, der hører under Novafos A/S.
Det betyder at Fredensborg Forsyning A/S distribuere 94% af drikkevandet fra almene vandværker i Fredensborg Kommune. Vandtrykket i forsyningsområderne Fredensborg, Nivå-Kokkedal og Humlebæk styres af Veksebo vandtårn, Karlebo vandtårn og Lilletoelt højdebeholder, som kan indeholde henholdsvis 1.200 m³, 1.725 m³ og 1.500 m³ drikkevand. Endvidere er der på Endrup og Humlebæk Vandværker ekstra beholdere med en kapacitet på henholdsvis 1.200 m³ og 290 m³ drikkevand.

Øvrige vandværker

Ca. 400 ejendomme i landzonen forsynes med vand fra Gunderød Vandværk, og ca. 210 ejendomme i landzonen forsynes fra Langstrup Vandværk, som er private almene vandværker. Gunderød og Langstrup vandværker distribuere årligt henholdsvis 65.000 og 45.000 m³ drikkevand. Ca. 60 ejendomme har privat vandforsyning i form af egen boring eller brønd, hvoraf ca. 20 er erhverv og ca. 40 er boliger med et årligt forbrug på henholdsvis ca. 239.000 og 7.000 m³.

Kildepladser og boringer

Fredensborg Forsyning A/S har to kildepladser for indvinding af grundvand, en for Endrup Vandværk og en for Humlebæk Vandværk, hvor der er henholdsvis 6 og 5 boringer. Novafos A/S har 3 kildepladser, Ullerød Kildeplads, Nivå Kildeplads og Langstrup Kildeplads, hvor Sjælsø Vandværk har henholdsvis 5, 7 og 10 boringer. Gunderød og Langstrup vandværker har en kildeplads hver med 2 boringer.

Når vandet pumpes op fra boringerne og ind på vandværket skal det først gennemgå en iltning, hvor jern- og mangan forbindelser iltes. De iltede forbindelser udfældes, når vandet herefter filtreres gennem for- og efter-filtre. Det rene drikkevand ledes derefter til ud til Fredensborg Kommunes borgere.

Hårdhedsgrad og vandkvalitet

Vandet i Fredensborg kommunes forsyningsnet har en hårdhedsgrad på 15-17 dH, hvilket benævnes som temmelig hårdt. Læs mere om vandets hårdhed og om kvaliteten af det drikkevand Fredensborg Forsyning leverer.

Kvalitetskravene til drikkevandet bliver nøje overvåget ved, at der løbende udtages vandprøver, som analyseres på autoriseret laboratorium. Vandanalyserne skal sikre, at borgerne til stadighed forsynes med vand, der overholder grænseværdierne. Antallet af prøver, der skal tages og grænseværdier der skal overholdes, er beskrevet i Miljøministeriets Drikkevandsbekendtgørelse: Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (BEK nr 1023 af 29/06/2023).

Tilladelser til og tilsynet med kommunens vandværker mv. varetages af Fredensborg Kommune, Center for By og Land, vandognatur@fredensborg.dk.