Drift lige nu
Regnvandsbassin_Nivå

Et helhedsbillede af hele projektet.

Nivå regnvandsledning og -bassin

Fredensborg Forsyning A/S planlægger at anlægge en ny regnvandsledning langs Nivåvej og nordpå ad Gammel Strandvej - og videre til Øresund via Vibevej. Desuden skal der i den forbindelse etableres et regnvandsbassin i det grønne areal ved Gammel Strandvej i Nivå.

Regnvandet fra Niverød Øst ledes i dag til Nivåen. Fremadrettet skal det ledes til Øresund sammen med regnvandet fra den nye Nivå Bymidte. Med det nye regnvandssystem sikres det både, at det nye byggeri i Nivå Bymidte ikke belaster vandmiljøet i åen og samtidigt renses regnvandet inden det ledes ud i Øresund.

Idet Vibevej er en smal vej, kan der ikke lægges store regnvandsledninger i vejen. Derfor er man nødt til at tilbageholde en del af regnvandet i et bassin.

Krav om øget rensning at regnvand, inden det udledes i Øresund, medfører at der skal etableres et åbent regnvandsbassin. I det åbne regnvandsbassin renses regnvandet ved, at stoffer naturligt omdannes og bundfældes i bassinet inden regnvandet ledes til Øresund. Det planlagte regnvandsbassin er vist på tegningen for oven.

Det åbne regnvandsbassin bliver udformet som en naturlig sø med skrående sider og vil normalt være ca. 1 meter dyb. I den sydlige ende af bassinet etableres der en underjordisk pumpestation, der pumper regnvandet fra Niverød og Nivå Bymidte op på en skrånende betonplade beklædt med marksten, hvorfra det løber ned i søen.

Udløbet i den nordlige ende vil blive placeret under vandspejlet og vil derfor normalt ikke kunne ses.

Bassinet anlægges, så de planter der allerede er og trives i området (og omkring de gamle Lergravssøer), får gode vækstbetingelser ved bassinet. På den måde vil de planter, der allerede er i området sprede sig og få bassinet til at ligne en naturlig sø.
Til forskel fra de andre søer i området styres vandstanden i bassinet af pumperne, der er placeret i pumpestationen i den sydlige ende af bassinet. Pumperne stopper når vandstanden er ved den grønne linje ved bassinet. På den måde sikres det, at vandet i bassinet, ikke kan komme til at løbe over bassinets kant.

Projektets tidsplan

Vi forventer, at anlægsarbejdet påbegyndes i sensommeren 2024 og pågår frem til august 2025.

Når arbejdet går i gang, etableres en byggeplads på det grønne areal nord for Vibevej og syd for Sølyst.

Potentielle gener

Et anlægsarbejde vil altid medføre visse gener mens det står på. Støv og støj fra anlægsarbejdet kan desværre ikke helt undgås, men både Fredensborg Forsyning og entreprenøren vil være opmærksom på at minimere generne mest muligt og udføre anlægsarbejdet på mest hensynsfuld vis.

I forbindelse med gravearbejdet i Gammel Strandvej vil der være én farbar vejbane.

Hvis det bliver nødvendigt helt at lukke Vibevejen kortvarigt, vil det være muligt for beboerne, stadig at gå til deres ejendom.

Yderligere oplysninger

Fredensborg Forsyning A/S
Telefon: 3529 4400

Kontaktperson: Henrik Pretzmann